Kædesøgning

Find både ældre og ny litteratur om dit emne ved at søge ud fra noget kendt.

Søgning efter litteratur eller information handler om at udfylde 'gabet' mellem det du i forvejen ved om et emne, og det du har behov for at vide. Det kan du blandt andet gøre ved at tage udgangspunkt i den litteratur du kender, og udnytte den til at finde mere litteratur om emnet.

  • Du kan anvende litteraturlisten i de gode bøger og artikler du i forvejen har om emnet til at finde ny litteratur.
  • Du kan derefter udnytte litteraturlisten i de nye bøger/artikler til igen at finde mere litteratur om emnet.

De referencer du finder på litteraturlister tilhører tit den samme tradition, paradigme eller skole. Du har derfor behov for at supplere med en eller flere af de andre søgemetoder, hvis du vil have litteratur, der kan diskutere eller gå i clinch med den allerede fundne litteratur.

Du kan her se et eksempel på hvordan du kan udnytte kædesøgning. 

Citationsindekser

Citationsindekser er databaser som er specielt beregnet til at lave kædesøgning.

Her søger du direkte på de enkelte artiklers litteraturhenvisninger eller referencer.

Dermed kan du både finde ældre litteratur ud fra en bestemt artikel ved at udnytte dens litteraturliste og nyere litteratur ved at udnytte oplysningerne om, hvilke senere artikler der refererer til artiklen.

Du kan også anvende citationsindekser til at finde dokumenter, der har sammenfaldende citationer, og som derfor kan være emnemæssigt beslægtede.

Se også citationstjek.

Husk – ældre eller nyere?

Når du kædesøger ved at udnytte litteraturlister, finder du kun frem til bøger og artikler, der er ældre end den bog eller artikel som litteraturlisten er optrykt i.

Når du søger din bog eller din artikel frem i en database og får en oversigt over bøger og artikler med samme emnekode eller emneord, har du muligheden for at finde nyere materiale om dit emne.

Sidens indhold er udarbejdet af redaktionen for den blå rute.

© Studiemetro