Problem

En opgave er en undersøgelse af et fagligt problem. Det betyder at din opgave ikke blot skal handle om et emne, men undersøge et (eller flere) spørgsmål inden for emnet.

En problemorienteret opgave tager udgangspunkt i en konkret problemformulering. En problemformulering kan enten være et eller flere spørgsmål du vil besvare med din undersøgelse, eller det kan være en hypotese du vil be- eller afkræfte.

En god problemformulering

Det er vigtigt at spørgsmålet er afstemt efter hvor meget tid og hvor mange sider du har til rådighed. En god problemformulering er gerne specifik og indeholder oplysninger om hvad du vil undersøge (genstand) og hvordan (teori/metode).

Konkret vil problemformuleringen enten være placeret i begyndelsen af opgaven som et markeret og afgrænset afsnit, eller den vil være skrevet ind i en længere indledning. Spørg din vejleder om han eller hun anbefaler en eksplicit problemformulering i din opgave.

Videnskab og faglige problemer

Din opgave skal være problemorienteret fordi videnskab beskæftiger sig med faglige problemer.

Et fagligt problem er noget andet end et praktisk problem. Et fagligt problem handler ikke nødvendigvis om at løse eller ændre noget i praksis. Formålet er først og fremmest at udvide og nuancere fagets forståelser af teoretiske eller praktiske problemstillinger. Et fagligt problem kan fx være at der er noget som mangler at blive undersøgt, eller at de nuværende forståelser er mangelfulde.

Problemformuleringen som dit arbejdsredskab

Brug problemformuleringen som styringsredskab for din opgave:

Søg litteratur og tag notater med problemformuleringen i baghovedet, så du ikke søger og læser for bredt.

Vurder dit valg af metode, indsamling af empiri, brug af teori og opgavens opbygning ud fra din problemformulering.

Vær klar til at revidere din problemformulering løbende.

Også relevant i forhold til problemformuleringen

  • Før du kan skrive en problemformulering, skal du have valgt et emne. Se emnevalg.
  • Med terningemetoden får du belyst dit emne fra flere vinkler. Det kan være et skridt på vejen i forhold til at formulere et problem inden for emnet.
  • Programmet Scribo guider dig til at skrive en problemformulering.
  • Problemformulering er central for din opgave, så det er altid en god idé at diskutere den med din vejleder. Se opgavevejledning.
  • Bed dine medstuderende om at give dig feedback på din problemformulering. Vis dem også gerne et udkast til en disposition.

Sidens indhold er udarbejdet af Gry Sandholm Jensen og Søren Bengtsen, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Arts, Aarhus Universitet.

© Studiemetro