Akademisk genre

Din opgave skal fremstilles i den akademiske genre og dermed først og fremmest være transparent.


Når du skriver en opgave, skal du følge de samme krav til genren som gælder for andre videnskabelige undersøgelser.

Blandt andet er der nogle bestemte formelle elementer som man altid har med i en opgave: indledning, konklusion, litteraturliste osv.

Transparens

Det overordnede mål med den akademiske genre er at sikre transparens og dermed en sammenhængende og systematisk opbygget opgave. Det betyder at det skal være tydeligt at følge hvordan du kommer frem til dine pointer, og hvilke antagelser de bygger på.

Eksempel:

I analysen er det vigtigt at man viser alle sine mellemregninger og ikke kommer med uunderbyggede påstande. Hvis du analyserer en tekst, skal du vise præcis hvad i teksten du bruger som belæg for din påstand – se også argumentation. Samtidig skal du huske at læseren ikke nødvendigvis læser det samme ud af teksten som dig, så det er altid vigtigt at eksplicitere hvad du uddrager af et citat.


Transparens skaber du også ved at lave kildehenvisninger hver gang du anvender andres viden i din tekst. Læseren skal tydeligt kunne se hvornår du trækker på viden fra faget, og hvornår du selv bidrager med noget nyt.

Videnskab og den akademiske genre

For at en undersøgelse kan anderkendes som videnskab, skal den offentliggøres for fagfællesskabet i en acceptabel fremstilling. Undersøgelsen skal være udført inden for fagets tradition og rammer med hensyn til teori og metode, og den skal fremstilles i den akademiske genre. Det sikrer blandt andet at andre kan følge argumentationen, og at det er tydeligt hvad opgaven bygger på.

Sidens indhold er udarbejdet af Søren Bengtsen og Gry Sandholm Jensen, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Arts, Aarhus Universitet.

© Studiemetro