Du er her: AU  Studerende Studieportaler  Studiemetro At studere Eksamensråd At læse til eksamen

At læse til eksamen

Lav en studiegruppe og husk din krop. Det er nogle af de gode råd om hvordan du bedst bruger tiden omkring eksamen.

Før eksamen: læg en plan og lav en gruppe

Start med en plan. At læse til eksamen uden en overordnet plan er stressende – når man det hele? Hvornår på dagen kan man holde fri fra eksamenslæsningen med god samvittighed?

Start med at læse din studieordning for at se kravene til din eksamen, og få så et overblik over pensum. Gennemgå noter, slides, mindre afleveringer og andet materiale fra undervisningen på et overordnet niveau for at få overblik. Lav så en samlet plan for hvad du skal læse hvornår, og ikke mindst hvordan. Se Noteskrivning.

Husk at læsning ikke bare er én ting, men dækker over flere strategier som overblikslæsning, nærlæsning, selektiv læsning og skimning. Se Aktiv akademisk læsning.

Lav en studiegruppe. Samarbejd med dine medstuderende om eksamensforberedelsen. Aftal at fremlægge stoffet for hinanden, kigge på hinandens noter, hjælpe hinanden med at lave gode aftaler om arbejdsplanlægning og pauser. Se Gruppearbejde og Aktiv akademisk læsning.

Studerende der har arbejdet sammen undervejs, får en masse foræret til eksamen: De har fået træning i at udtrykke sig om stoffet, og de har fået flere vinkler på stoffet af at arbejde sammen.

Under eksamen: husk din krop og stop op

Husk du har en krop! Giv den rigtig mad, vand og regelmæssige pauser med indlagt bevægelse. Så holder du dig både fysisk og mentalt på toppen længere og husker bedre.

Respekter din arbejdsrytme. Udkørt kl. 14? Så er det ikke der du skal kaste dig over den sværeste del af pensum. Brug i stedet den tid på nemmere opgaver, og placér det mest mentalt krævende når du er klarest i hovedet. Del fx arbejdsdagen ind i to-tre zoner alt efter din mentale effektivitetskurve og fordel arbejdsopgaverne derefter.

Stop op. Får du lavet for lidt selv om du sidder på læsesal hele dagen? Er brugen af Facebook og køleskab ude af kontrol derhjemme? Sover du dårligt, eller er du trist og ked af det hele tiden?

Kører det ikke, så stop op og skriv ned hvad der ikke fungerer lige nu, og hvilke konkrete idéer du har til at gøre noget anderledes – og gør det så. Snak med dine medstuderende eller din studievejleder.

Efter eksamen: evaluér

Evaluer! Eksamen er ovre, du overlevede og vil helst glemme alt om eksamenslæsning. Men allerede næste semester står den næste eksamensperiode på lur.

Brug derfor ti minutter på at samle op på din strategi: Hvad fungerede godt, og hvad vil du ændre til næste gang?

Man bliver bedre til at læse til eksamen hvis man bruger sine erfaringer fremadrettet.

Teksten på denne side er udarbejdet af Tine Wirenfeldt Jensen.

© Studiemetro